Sluk sukkertrangen med gode mellemmåltider
Mellemmåltider er en rigtig god idé at tænke ind i dagens måltider, da de kan være med til at stabilisere blodsukkeret og sænke risikoen for overspisning til hovedmåltiderne. Vores blodsukker kører op og ned imellem vores måltider, og hvis der går alt for lang tid imellem måltiderne, så falder det alt for meget, hvilket kan ende ud i træthed, sult og sukkertrang.
Det er især vores lyst til søde sager, der stiger i takt med, at blodsukkeret falder. Mange kan især nikke genkende til, at sukkertrangen og trætheden er på sit højeste sidst på eftermiddagen, så det er ofte her, at vi falder i sukkerfælden. Så hvis du kan gerne vil arbejde med din sukkertrang, så er mellemmåltider et godt sted at sætte ind.
Et sundt mellemmåltid
Et sundt og godt mellemmåltid kan bestå af mange ting – alt fra frugt og grønt til brød, nødder og mejeriprodukter. Det handler om at finde frem til det, der fungerer bedst for en. Nogle foretrækker noget nemt og hurtigt, mens andre gerne vil gøre lidt mere ud af det. Uanset hvad så har vi samlet en række bud på gode mellemmåltider, som du kan kaste dig over i løbet af dagen:
•
Gnavegrønt med hummus som dyppelse.
•
Knækbrød med en kvart avokado, peber og lidt salt.
•
Skyr eller yoghurt toppet med frugt og en smule müsli. Gå efter en müsli uden sukker eller med et lavt indhold.
•
1 skive rugbrød med magert pålæg, fiskepålæg, ost eller æg.
•
Smoothie lavet af banan, bær, spinat og vand/mælk.
•
En lille håndfuld nødder og et stykke mørk chokolade.
•
Bananvafler eller bananpandekager.
•
Et stykke frugt og et par rugstave.
Hjælp dig selv med planlægning
Gør dig selv en tjeneste og forbered dig på dagen ved at planlægge dine mellemmåltider. Hvis du eksempelvis ved, at du først kommer hjem sidst på eftermiddagen, så have en snack med i tasken til, når sulten eller sukkertrangen opstår. Hjælp også dig selv ved at have handlet ind til det, så det altid er muligt for dig at tage det sundere valg.