Sådan kan du blive bedre til at drikke vand i hverdagen
Der er mange gode bud på, hvordan man lever sundt. De seneste år er der dukket mange forskellige retninger op, som alle har deres mening om, hvordan man bedst holder kroppen ren, sund og stærk. Men de er dog alle sammen enige om en ting: Det er vigtigt at drikke vand. Vand slukker ikke kun tørsten, men har mange vigtige funktioner i vores krop. Da vores krop består af hele 70% vand, er det afgørende at få drukket vand for at opretholde væskebalancen, når vi fx sveder eller græder. Derfor har vi samlet vores bedste tips til, hvordan du kan blive bedre til at drikke vand.
1. Hav vandflasken med
Gør det til en vane at fylde vandflasken og tage den med, når du skal ud. Hvis man fx har vandflasken ved sin side i bilen, i toget eller på kontoret, er der langt større sandsynlighed for, at man får drukket vandet. Du kan evt. stille vandflasken i køleskabet ved siden af din madpakke – det sikrer koldt vand og hjælper til at huske det.
2. Tilføj lidt smag
Mange bliver hurtigt trætte af at drikke vand, fordi det ikke smager af så meget. Nogle tyr til kaffe og te, men det kan i for store mængder være en dårlig idé. Til gengæld er der mange andre måder at tilsætte vandet lidt smag og variere efter lyst og behov. Fx kan en lime eller citronskive, frosne bær eller visse grøntsager være med til at gøre vandet mere spændende at drikke.
3. Hold øje med dit vandindtag
Det kan gøre det sjovere og mere spændende at drikke vand, hvis man sætter sig et mål – fx 8 glas om dagen. Du kan holde øje med dit vandindtag ved at skrive det ned eller bruge en app. Du kan også konkurrere med venner og familie for at gøre det endnu mere spændende.